Home » Forårsklar » Claus Dalby nyder årstiden: Sikke’t forår!
Claus Dalby

Claus Dalby nyder årstiden: Sikke’t forår!

Claus Dalby i sin blomsterhave
Claus Dalby i sin blomsterhave
Foto: Pressefoto

Er det ikke utroligt med det milde vejr, vi har og har haft længe? Dejligt for os haveejere, men ret skræmmende, hvis man går op i klimaet. Og hvem gør ikke det … Det er imidlertid en helt anden snak. Jeg vil her koncentrere mig om forår.

Kalenderen siger, at den første forårsdag er 1. marts, men nogle år har sneen ligget tykt og jorden været bundfrossen. Tænk bare på sidste år. Da var det svært at komme i forårshumør, og da varmen endelig kom, var det med sommertemperaturer, og alt eksploderede så at sige. Jeg følte mig en smule snydt. Sagen er, at jeg elsker det gryende forår. At fornemme, at dagene bliver gradvist lunere og de lyse minutter flere. Så er det havetid; tid til alt det, man har gået og længtes efter i vintermånederne.

Foråret er den bedste tid …

Den store galla premieren

I skrivende stund er tusindvis af tulipaner på vej op, og de første narcisser er sprunget. Frøene er sået i drivhuset, havemøblerne er blevet vasket og stillet frem, roserne er klippet og bedene luget. Vi har rigtig travlt – mine gartnere og jeg. For meget skal nås inden den store Galla Premiere, som jeg kalder 1. maj.

Jeg er så privilegeret at have bøgeskoven som nabo, og når den grønnes, kan man ikke tænke sig et smukkere bagtæppe for alle havens forårsvækster. Kom maj du søde … Til den tid skal det hele være smukt og klart, så jeg kan invitere gæster. Og allerbedst er det, hvis vi kan sidde ude. Ellers dækker jeg op i drivhuset og tænder op i den åbne pejs. For inde skal vi ikke være, når det er forår.

Man skuffes sjældent i haven

I maj elsker jeg at invitere venner og bekendte på frokost. Intet smager bedre end de første kartofler og asparges, og helt sublimt er det, hvis man dyrker dem selv. En køkkenhave har jeg ikke, fordi min have er mest til blomster. Men i år skal det være anderledes. Jeg har besluttet mig for at begynde at dyrke grøntsager i krukker. Det bliver  spændende, og jeg ser i den grad frem til at formidle mine erfaringer på de sociale medier, og jeg planlægger også en bog.

Det er så dejligt at have noget at glæde sig til, og det er der virkelig her ved forårstide. Man siger, at forventningens glæde er der den største, og det gode er, at i haven bliver man sjældent skuffet. Det er i hvert fald min erfaring.

Med disse ord vil jeg ønske alle haveglade et rigtigt godt forår.


Next article