Home » Personlig pleje » [Gun-Britt Zeller] Skønhed og sund livsstil handler også om indre balance
Velvære

[Gun-Britt Zeller] Skønhed og sund livsstil handler også om indre balance

Gun-Britt Zeller
Gun-Britt Zeller
Foto: Elona Sjögren

Frisør og stylist Gun-Britt Zeller har fravalgt skønhedsoperationer og føler det befriende at turde leve med sine rynker. Til gengæld reformertræner hun dagligt og spiser sundt og magert.

Der er ikke så mange indviklede eller forkromede forklaringer på, hvordan frisør og stylist Gun-Britt Zeller, 65, er i stand til at skabe den rette balance imellem  en knaldhård karriere med lange arbejdsdage, sund livsstil og en stærk udstråling af skønhed og velvære.  

Kroppen er en maskine, som skal smøres, og den del er vi selv ansvarlige for.

Gun-Britt Zeller

Sund livsstil og mental hygiejne

To ord ryger prompte ud af hendes mund: prioritering og rygrad. Hvilke hun straks oversætter til ”svensk stædighed”. I sit daglige liv fokuserer Gun-Britt Zeller på motion, sund kost, mental hygiejne og det livsbekræftende ved f.eks. at få nogle stærke film- og musikoplevelser samt nyde naturen. ”For mig handler det om ikke at forfalde. Jeg investerer i mig selv, bl.a. fordi jeg gerne vil vedblive at arbejde, jeg vil godt se ordentlig ud og jeg vil godt fortsætte med at være frisk og forhåbentlig blive gammel. Kroppen er en maskine, som skal smøres, og den del er vi selv ansvarlige for.”

Reformertræning 5 gange om ugen

Fem gange ugentligt reformertræner Gun-Britt Zeller. De fire af gangene sker det om morgenen, hvor hun kan stjæle nogle timer, inden forretningen åbner. Derudover løber hun fem km. en gang om ugen. ”Mit job er krævende, fordi jeg står så meget op. Derfor er det vigtigt at blive stærkere og få nogle muskler. Men derudover nyder jeg at få pulsen op. Jeg føler klart et velvære, når jeg har brugt min krop. Og samtidig gør det mig gladere. Træningen er mit frirum. Vinteren kan ellers være en meget mørk og tung tid at komme igennem for mig. Den påvirker mit sind negativt. Men de morgener, hvor min mand (skuespiller Torben Zeller, red.) forsøger at lokke mig til at blive hjemme, kræver det styrke at komme af sted. Men jeg VIL.”

Sunde kostvaner

Hun tænker også over, hvad hun spiser – passer på og er meget bevidst omkring hvilke varer, der ryger i indkøbskurven. Menuen står på frugt om morgenen. Frokosten skal helst indeholde nogle proteiner som bl.a. hentes i bønner, tun, æg, tomater, kål og grøn salat. Også aftensmåltidet er  altid magert. Kylling, bønnepasta, spidskål med tomater er blandt favoritretterne.

Overlevelsesevnen

”Jeg åbner ikke munden for alt. Søde sager vælger jeg fra, fordi det gør, at jeg føler mig bedre tilpas. Og der findes så uhyggelig meget skjult sukker i alverdens produkter. Jeg er opmærksom på varedeklarationerne – løber rundt i forretningerne med briller på og læser alt skrevet med småt. Men i  weekenden er jeg langt mere afslappet. Det er kun de dage, jeg spiser brød, og jeg nyder bestemt også et par glas vin eller champagne. Jeg elsker champagne.  Jeg føler ikke, jeg går glip af noget i min dagligdag. Det er vel i bund og grund et spørgsmål om, hvem man er, og hvad man vil have ud af sit liv. Jeg vil godt arbejde, så længe jeg er sulten efter det og skubbe lidt til min aldring ved at leve sundt og holde mig i gang.”

Hvor stor en del af din identitet ligger i arbejdet?

”Jeg er meget mit arbejde. Og når det går ud på at gøre andre mennesker smukkere, er det vigtigt, at jeg holder mig selv. Men jeg er også noget udenfor den verden. Men dér er jeg langt mere privat. Jeg elsker at gå ture i skoven, være på svampejagt, se familie og venner, lave god mad i weekender og ferier og tilbringe så meget tid som muligt i vores sommerhus.”

Jeg har ikke noget imod mine rynker. Det gør ikke så meget, at man kan se, jeg er 65 år. Faktisk er det lidt befriende.

Gun-Britt Zeller

Velvære er at være tilpas i sig selv

Skønhed, udstråling og velvære handler ifølge Gun-Britt Zeller i højeste grad også om at være i psykisk balance. Hvile i sig selv og være tilfreds med det liv man lever. ”Jeg har ikke noget imod mine rynker. Det gør ikke så meget, at man kan se, jeg er 65 år. Faktisk er det lidt befriende. Jeg har valgt skønhedsoperationer fra, bl.a. fordi jeg godt vil bevare min mimik i ansigtet. For nogle kvinder er operationer et rigtigt valg – for mig er træningen tilstrækkeligt. Det har selvfølgelig også stor betydning for mit velvære, at jeg trives i det, jeg laver. Alt andet må være utrolig hårdt. Derfor er det vigtigt at turde vælge fra.  Jeg har i mit liv været i barske og hårde situationer, hvor jeg er gået ned og har været dybt ulykkelig. Men jeg finder styrken igen – nægter at blive liggende. Den overlevelsesevne ligger dybt i mig.”

Next article