Home » Ferie » Thomas Uhrskovs bedste tips til skiferien
Ferie

Thomas Uhrskovs bedste tips til skiferien

Foto: Mathias Rangel Wulff
avatar

Thomas Uhrskov

Tv-vært og skiinstruktør

Langt de fleste vil få en uforglemmelig oplevelse ud af en skiferie, for det er overraskende nemt at komme i gang – og så er det vanedannende, siger tv-vært og skiinstruktør Thomas Uhrskov.

Snedækkede bjerge så langt øjet rækker, grinende mennesker, frisk luft og sjov motion. En skiferie har det hele, siger tv-vært Thomas Uhrskov. ”En skitur er ikke bare en ferie fra arbejde og skole, men en nem og legende måde at være sammen med andre. Det er næsten en naturlov, at alle holder af det,” siger Thomas Uhrskov, tv-producer og tv-vært på en række programmer om skiferier på TV 2.

En skitur i smuk natur og høj sol

Der er mange gode grunde til, at man skal overveje tage på en skiferie, også når man har brug for en masse sollys, når vejret er gråt i Danmark. ”Hvis man tager afsted sidst på sæsonen, kan man mange gange sidde i bar mave på bjergrestaurantens terrasse i høj sol, mens man spiser frokost med den skønneste udsigt ud over bjergene. Det er virkelig noget, som kan løfte humøret,” siger Thomas Uhrskov. Samtidig er en skiferie en sjov måde at være fysisk aktiv sammen med sin familie eller vennerne. ”Det giver jo en fantastisk følelse i kroppen, når man har bevæget sig hele dagen. Og så tænker man ikke over, at man faktisk dyrker en del motion, fordi det foregår, mens man har det sjovt. Der er altså ikke ret meget, som kan hamle op med en god skitur,” siger Thomas Uhrskov.

De fleste kan lide at stå på ski

Thomas Uhrskov har stået på ski gennem 50 år og undervist flere tusinde mennesker som skiinstruktør. Det er hans erfaring, at stort set alle synes, det er sjovt at stå på ski, når man får den rette tilgang til det. ”Det er ti gange sværere at smashe i badminton end at stå på ski. Det kræver simple bevægelser at kunne køre ned ad en bakke på ski, så man får hurtigt en masse succesoplevelser,” siger Thomas Uhrskov og fortsætter: ”De par stykker, som gennem tiden har sagt til mig, at det ikke er for dem at stå på ski, har ofte haft en lidt forkert tilgang til det. Mit råd er altid, at man skal lege sig frem og følger sit eget niveau, for man behøver nemlig ikke kunne køre ned af den stejleste bakke for at have det sjovt på ski.”

Prøv kræfter med skiskolen

På de fleste skisportssteder har de en skiskole, hvor der tilbydes undervisning i at stå på ski, og det kan være en god idé at benytte sig af, da det giver rammerne for at udvikle sig. ”Alle kan faktisk få gevinst af undervisning, uanset niveau – også selv om man har prøvet det før. Hvis man er en gruppe afsted, hvor nogle er meget erfarne og andre er nybegyndere, er det vigtigt, at man giver hinanden plads til at udvikle sig i eget tempo. Det er der plads til på skiskolen.” ”Det er vigtigt, at man ikke presser hinanden for meget, for så mister man det overskud, som der skal til for at have det sjovt, mens man udvikler sit skiløb,” siger Thomas Uhrskov, der ikke anbefaler privatundervisning, men derimod holdundervisning, da der er masse af læring i at se andre stå på ski. Han var selv på skiskole de første syv år, han stod på ski.

Børn nyder skiskolen

Det kan især være en god ide for børn at starte ud på skiskolen, hvor de kan lege på løjperne med andre børn. ”Børn skal have skiløbet leget ind, det skal ikke forklares. Den balance er skiinstruktørerne gode til at holde. Samtidig kan børnene være sammen med andre på deres egen alder. Det skal dog ikke ses som en sur pligt at komme på skiskole, men rettere som noget, man er heldig med at prøve,” siger Thomas Uhrskov. Heldigvis er der ofte danske skiundervisere til rådighed på de mange skisportssteder rundt omkring i Europa. ”Det kan være med til at skabe noget tryghed, at man kan forstå skiinstruktøren. Vi danskere har også en lidt anden facon, når det kommer til pædagogik, end man f.eks. har i Italien. Derfor kan det være en god idé at arrangere, at man får en dansk instruktør, hvis muligt,” siger Thomas Uhrskov.

Brug gerne rejseselskaberne

Ofte kan det betale sig at købe en arrangeret skitur gennem et etableret rejsebureau, da bureauerne får mængderabat på hytter og liftkort. Hvis man har mulighed for det, kan man nogle gange spare yderligere ved selv at køre til skisportsstedet – især hvis man har firmabil, siger Thomas Uhrskov. ”Jeg nyder virkelig køreturene til skisportsstedet og har ikke noget mod at køre i sne. Men hvis man ikke har lyst eller mulighed for det, kan man også finde en arrangeret skiferie, hvor man kører i bus dertil,” siger Thomas Uhrskov og fortsætter: ”Du behøver ikke tage ned til Alperne for at få en god skiferie. Alle steder med sne og bjerge kan være gode steder at stå på ski, men jo længere nordpå, du befinder dig, desto kortere tid er Solen fremme om vinteren, og jo koldere er det typisk. Det skal man tage med når man planlægger sin ferie.”

Next article