Home » Ferie » Gæsterne strømmer til de danske museer
Tag på museum

Gæsterne strømmer til de danske museer

Det er blevet meget populært at tage på museum i Danmark. Både danskere og turister er flittige brugere af museerne, der oplever en stigende interesse i disse år.

De danske museer oplever i disse år en stigning i antallet af besøg og set i sammenhæng med Danmarks befolkningsstørrelse, er de 14 millioner besøg årligt intet mindre end en verdensrekord. Det er lidt ekseptionelt i en tid, hvor næsten alle ellers har direkte adgang til al verdens samlede viden og kunst via internettet.

Museerne tilbyder ro

Populariteten af dansk kultur og seværdigheder glæder formand for Organisationen Danske Museer, Frank Allan Rasmussen. Han mener, interessen for de danske museer tyder på en kulturel forandring.

“For 100 år siden søgte vi til kirken, hvis vi havde brug for ro eller forklaringer. I dag går vi til kunsten for at finde ud af, hvem vi er, eller løse små og store konflikter. Det har vi blandt andet set efter 11. september og det, der skete på Utøya,”  siger Frank Allan Rasmussen.

Han peger også på, at ikke kun antallet af danskere, men også turister, der opsøger landets museer og lignende turistattraktioner, er steget. Det skyldes bl.a., at de mange krydstogtskibe, der tidligere kun lagde til i København, i højere grad besøger byer i hele Danmark.

Interaktion og aktiv deltagelse er populært

Bedre markedsføring og mere samarbejde mellem museer og turistorganisationerne har åbnet danskernes øjne for kulturelle oplevelser. Og så har museerne gjort en indsats for at formidle deres viden på nye måder.

“Vi gør meget mere brug af interaktivitet og installationer, hvilket betyder at gæsterne kan røre ved tingene. Gæsterne kan bl.a. se et vikingeskib blive bygget og prøve at sejle i det, hvis de har lyst til det. De kan også opleve, hvordan vi får mælk fra en ko, eller se, at en kylling ikke bliver fremstillet på en fabrik, men faktisk er et rigtigt dyr, der bliver slagtet, så vi kan spise det.”

Nemmere at tage på museum

Udover inddragelsen af nye teknologiske muligheder og formidlingsmæssige initiativer peger Frank Allan Rasmussen på museernes fokus på at gøre besøget til en god oplevelse, også rent praktisk.

“Vi er blevet bedre til at møde gæsternes behov med cafeer, butikker og opholdsmuligheder før og efter besøget. Flere og flere tager f.eks. på museum både for at se på kunst og for at spise god mad eller gå en tur i den omkringliggende park.”

Derudover peger han også på, at såvel udvidede åbningstider som en bredere vifte af tilbud hele året har betydet, at alle uanset køn, alder, etnicitet eller interesse, kan få gode oplevelser.

Next article