Skip to main content
Home » Forårsklar » Jesper Theilgaard: “Foråret er bare den bedste årstid”
Forår

Jesper Theilgaard: “Foråret er bare den bedste årstid”

Lille pige puster til mælkebøtte
Lille pige puster til mælkebøtte
Foto: Getty Images
avatar

Jesper Theilgaard

Meteorolog

For meteorolog Jesper Theilgaard er det særlige ved foråret, at lyset vender tilbage, og naturen kommer til live igen. Det forstærker oplevelserne i haven og naturen og skaber store følelser og forventninger samt vished for, at der er længe til den næste mørke periode.

Der er næsten ingen grænser for alt det sjove, man kan lave, når det er forår og regnen øser ned – man kan bl.a. pjaske i mudder og sejle med sit lille sejlskib i vandpytterne… Sådan er det i hvert fald for drengen Jonas i forårs-børnebogen ’Regn’, som meteorolog Jesper Theilgaard i 2003 leverede handling til. Selv om forårsvejr i høj grad også er regnvejr, er det dog ikke lige regnen, han selv peger på som det bedste ved foråret.

”Lyset er noget af det vigtigste i foråret for mig. Det påvirker os meget efter den lange vinter. Det er en ret væsentlig ting, synes jeg. Og så naturligvis, at man ser naturen komme til live igen. Det er de to ting, jeg altid har haft med foråret. Den følelse af, at nu kommer vi ud af vinterens dvale,” siger Jesper Theilgaard.

Givende forårsfornemmelser

At livet på den måde startes op igen hvert forår, ser han som meget givende og som den væsentligste forskel til de andre årstider.”Foråret er bare den bedste årstid. Det er den årstid, der giver mest følelsesmæssigt og forventningsmæssigt, fordi der er så lang tid, til mørket vender tilbage – denne tilbagevenden til livet efter den lange vinter, hvor man nærmest går i hi,” fremhæver Jesper Theilgaard.

Særligt fuglelivet spiller en rolle for ham i foråret.

”Nu hvor jeg bor tæt på en skov er fuglelivet og særligt fuglenes stemmer meget betydningsfulde for mig. Bare det at fuglene igen kan høres: De skal parre sig og have unger, og det er det, det hele går ud på. Så de er aktive, og det er en stor forandring i forhold til den mørke vinter,” siger han.

Foråret forstærker naturoplevelserne

For Jesper Theilgaard inviterer foråret til andre og flere aktiviteter end de øvrige årstider. Og da han for et par år siden er flyttet i lejlighed efter mange år med fra hus og have, har foråret åbnet op for nye muligheder.

”Nu bor jeg tæt på skov og strand, og at opleve de steder på gå- og cykelture på denne årstid er bare skønt. For mig handler forår meget om at komme ud i naturen, for det gør jeg ikke så meget i vinteren, når det er råt og mørkt. Naturoplevelserne bliver i høj grad forstærket i foråret, fordi man har den følelse af, at det er nu, det hele begynder igen. Og følelsen af at der er lang tid til, det bliver vinter igen,” siger Jesper Theilgaard med stemmen spændt ud på ’laaaang tid’.

Foråret kribler i havefingrene

I tiden med hus og have var foråret også helt speciel for ham, og han ser generelt foråret som en meget aktiv årstid. ”Det kribler jo i fingrene, når man ser tingene komme op af jorden. Det er altid dejligt, uanset om det er erantis, vintergækker eller krokus. Og i haven skulle der renses og klippes, og på den måde er foråret nok den årstid, hvor man laver mest. Hen på sommeren og efteråret gider man jo ikke. Foråret drejer sig meget om at komme ud og bruge sig selv,” fremhæver Jesper Theilgaard.

Klimaændringer mindsker forårets effekt

Fornemmelsen for foråret har med klimaforandringerne ændret sig for Jesper Theilgaard, da årstidernes forskellighed nu er mindre, så overgangen fra vinter til forår opleves mindre brat.

”Oplevelsen med foråret har ændret sig lidt i særdeleshed i forhold til, at vintrene nu er så milde. Den følelse af, at alt er lukket helt ned pga. sne og kulde, oplever vi efterhånden kun sjældent. Nu har vi f.eks. lige haft flere dage med 12 grader i februar. Det er helt usædvanligt og meget mærkeligt, og det giver jo – desværre må man sige – ikke den forskel i årstiderne, som vi er vant til og som ligger i vores DNA,” siger Jesper Theilgaard.

Mere regn siden 1970

Han peger også på mængden og voldsomheden af regn som en bemærkelsesværdig ændring i klimaet. Så de mange udetimer i foråret er også med øget chance – eller risiko – for at få vand i hovedet. ”Generelt får vi mere vand. Nedbørsmængderne er forøget med 10 procent siden 1970, så det regner mere, og en del af det kommer voldsomt,” siger Jesper Theilgaard. Så for både ’Jonas’ og Jesper Theilgaard vil regn og højere temperaturer være nogle af de elementer, der fremover yderligere vil forstærke naturoplevelserne i foråret – sammen med fuglestemmerne, blomsterne der pibler op af jorden og de mange lyse timer på turene i skoven og langs stranden.

Hvorfor har vi årstider? 

Når årstiderne skifter, er det fordi, Jorden hele tiden flytter sig i forhold til Solen.
Man kunne umiddelbart tro, at det er varmest, når Jorden er tættest på Solen i sin bane. Men sådan er det ikke

Jordens hældning
Den rigtige grund til, at årstiderne skifter, er Jordens hældning. Samtidig med, at Jorden bevæger sig rundt om Solen, roterer den også om sig selv i en akse, der hælder omkring 23,5 grader.
Denne hældning gør, at den nordlige og sydlige halvkugle skiftes til at pege mod Solen. Og det oplever vi som årstider.
Når den nordlige halvkugle peger mod Solen, får vi mere sollys i løbet af døgnet. Solen varmer jorden og luften op – og vi får forår og sommer.
Når den sydlige halvkugle et halvt år senere peger mod Solen – ligger den nordlige halvkugle i skygge. Og så bliver det forår og sommer i Australien og Sydamerika – mens vi har efterår og vinter.

Kilde: Videnskab.dk

Next article