Home » Fremtidens Hjem » Signe Wenneberg: 5 gode råd til bæredygtigt byggeri
Bæredygtigt byggeri

Signe Wenneberg: 5 gode råd til bæredygtigt byggeri

Signe Wenneberg
Signe Wenneberg
Signe Wenneberg, journalist, foredragsholder og forfatter til bogen "Byg bæredygtigt". Foto: Ditte Isager

Signe Wenneberg står bag verdens første FSC-certificerede træhus på pæle. Unikt, flot – og bæredygtigt. Signe regner med, at huset vil kunne holde i mindst 150 år, og det er netop det, bæredygtigt byggeri handler om: At vælge materialer, der giver huset, terrassen eller sandkassen en rigtig lang levetid – uden at naturen og kommende generationer betaler prisen.

Bæredygtighed er kommet på alles læber de seneste år, og det er der mange, der er glade for. Ikke mindst journalist og foredragsholder Signe Wenneberg, der har skrevet bogen ”Byg bæredygtigt.” Bogen handler om, hvordan vi kan bygge bæredygtigt ved at genbruge materialer og bruge miljørigtigt træ frem for sten, cement og beton.

”Det gamle hus på grunden, som jeg overtog, og som jeg var nødt til at rive ned, er et eksempel på et en-generations hus. Huset bestod af trykimprægneret fyrretræ af den værste skuffe, tynde isoleringsplader, asbest, tagpap, punkterede termoruder og så videre. Der var ikke et eneste bræt, jeg kunne tage fra og bruge igen,” siger Signe Wenneberg.

Træ der er trykimprægneret for at gøre det mere hårdfør overfor eksempelvis råd og svamp, kan indeholde skadelige stoffer. Modsat ubehandlet robinie (som er en af de 14 træsorter, Signe Wenneberg har brugt i sit eget hus), som kan holde i mindst 90 år uden pleje, fordi den er så olieholdig.

Bæredygtigt byggeri batter mest

Signe Wenneberg opfordrer os derfor til at tænke grundigt over, hvilke beslutninger, vi træffer. Det er ikke kun gjort med at spise mindre kød og gå i genbrugstøj

”Byggeri er faktisk det område, hvor vi som forbrugere og hverdagsaktivister, kan gøre den største forskel. De beslutninger, vi tager om byggeri betyder mere på vores klimaaftryk end al transport til sammen, al madspild fra husholdningerne til sammen og alt andet forbrug målt på en livstid. Tænk derfor over, hvilke beslutninger, du træffer. Alle har ikke ret til et nyt køkken. Det er en skrøne skabt i forbrugssamfundet.


Sådan bygger du bæredygtigt – 5 gode råd

Signe Wennebergs motto er ”ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.” Her får du hendes 5 bedste bygge- og renoveringstip:

1. Undgå nyanskaffelser

Nye vinduer, døre og køkkener har et stort klimaaftryk, for alt nyt forbrug er fremskaffet, fabrikeret og transporteret. Det er bæredygtigt at male sit gamle køkken eller udskifte dele af det, for eksempel lågerne. 

2. Brug genbrugsmaterialer

Lofts- og gulvbrædder, døre og vinduer af ældre dato kan, hvis kvaliteten er god, ofte bruges igen.

3. Byg i træ – FSC-træ

Træ afsætter et mindre klimaaftryk end byggematerialer som sten, cement og beton. Den internationale mærkningsordning FSC (Forest Stewardship Council) er dingaranti for en ansvarlig skovdrift. Der må f.eks. ikke fældes mere træ, end skoven kan nå at reproducere. Og truede arter og udsatte områder er beskyttet mod fældning.

4. Vælg den rigtige træsort

En garage bygget på pæle af robinie er vejrbestandig og kan stå i jorden i 90 år, fordi sorten er så olieholdig. Vælg den rigtige træsort til dit projekt.

5. Lav research

At bygge bæredygtigt kræver indsigt, så du kan træffe de rigtige valg. Og tid, så du kan følge med i byggeprocessen fra indkøb af materialer til huset står færdigt.

Få flere gode råd til at træffe bæredygtige valg på signewenneberg.dk og instagram-profilen @signewenneberg 


Next article