Home » Hus & Have » Haveindretning: Sådan gør du haven til din hyggekrog
Havehygge

Haveindretning: Sådan gør du haven til din hyggekrog

Det behøver ikke at være et stort projekt at gøre sin have til et rart og afstressende miljø at være i, mener havespecialist Jesper Carl Corfitzen. Her er nogle gode bud på, hvordan du kan komme nemt i gang.

Hvis man har brug for et friskpust fra tv, mobiltelefon og internet, så er haven et godt bud. Man skal bare sørge for at lægge de høje haveambitioner på hylden og tage tingene i et roligt tempo, mener Jesper Corfitzen, havefaglig leder hos haveselskabet. “Haven er en god mulighed for få lidt nærkontakt med naturen og fuglene. Det er utroligt afstressende. Og så er det jo en god måde, at være sammen med sin familie og venner på,” siger Jesper Corfitzen og fortsætter. “Det vigtige er dog, at man ikke gør haven til et prestige projekt, der bliver til mere arbejde end nydelse. Du skal finde ud af, hvad der giver dig haveglæde. Det kan være en hængekøje eller et lille højbed med urter.”

Første skridt til god haveindretning

Det behøver altså ikke at være et stort indgreb at sprede lidt ekstra hygge i haven. “Første skridt kunne være at etablere et lille bed tæt ved terrassen, eller det sted i haven, hvor man opholder sig mest. På de måde vil man få set bedet jævnligt og få mest nydelse ud af det. Og så skal man finde ud af om man kun vil have nogle flotte blomster eller om man også vil have nogle friske tomater og urter. Man kan sagtens nå at plante nu og få noget ud af det i år,” siger Jesper Corfitzen. Hvis man ikke har en terrasse, så kan et andet godt bud være at lave en lille krog i hjørnet af haven med møbler. “Noget af det dejlige ved en have er, at der er flere steder, hvor man kan opholde sig. Så derfor kan det også give mening at finde et lille område af haven, hvor man gør lidt ekstra ud af det og laver en lille hyggekrog,” siger Jesper Corfitzen.

Plads til ukrudt i baghaven

Hvis man har et stort vildnis i baghaven og træer, så skal man passe på med at gå for voldsomt til værks og fjerne det hele. Det kan muligvis blive til en lille skovhave uden de store ændringer. “Vi har en tendens til at fjerne for meget, så det ender med, at vi fjerner nogle buske og træer, der kan skabe liv i haven. Man skal tage tingene med lempe og finde ud af hvad man egentligt kan bruge. Nogle gange kan skygge fra nogle træer være rart. Det giver meget bare at få fjernet brombærbuskadset og brændenælderne, og så plante nogle små prydplanter, der kan passe sig selv,” siger Jesper Corfitzen.  

Haven er også til gavn for børnene

Haven er desuden ikke kun en oplevelse forbeholdt voksne. Det er også noget, der kan gavne børnene, mener Jesper Corfitzen. “Jeg synes, man skal tage sine børn med ud, når man arbejder med haven og planter grøntsager. På den måde lærer de noget om, hvor maden kommer fra og at maden ikke gror i supermarkedet” siger Jesper Corfitzen.

Next article