Home » Personlig pleje » Anne Bech: Rutiner booster danske kvinders sundhed og forfængelighed
Skønhedsboost

Anne Bech: Rutiner booster danske kvinders sundhed og forfængelighed

Anne Bech med vandflaske
Anne Bech med vandflaske
Foto: Line Thit Klein

For ganske nylig var en størrelse 36 fast standard for danske kvinders forfængelighed og ideal for skønhed. I dag er målene mere mangfoldige. Ifølge Anne Bech er tendensen nu at blive en bedre udgave af sig selv.

Ser min røv stor ud i de her bukser? Det klassiske spørgsmål er blevet – om muligt – endnu mere forvirrende for den sagesløse mand eller veninde. ”Det er nu ok ikke at have en størrelse 36 som mål. Sådan var det ikke for bare kort tid siden. Muskler er også blevet ok: Strong is the new skinny. Kort sagt er målet nu blevet at være sig selv i en bedre udgave med vægt på sundhed,” konstaterer Anne Bech, TV-kendt fitnessekspert.

Forfængelighed

Det har altid været vigtigt for kvinder at føle sig smukke og accepterede. Men skønhed og forfængelighed er blevet mangfoldig, så man kan tage udgangspunkt i sig selv og ikke et urealistisk mål i form af et billede af en anden med et helt andet udgangspunkt. Anne Bech peger for eksempel på, at ikke alle kan få en stor bagdel, som er det sidste nye hit for kropsidealet. ”Det handler om muskelstrukturen og den måde, musklerne er sat på knoglerne på. Ikke alle kan træne sig frem til en stor røv,” slår hun fast.

Strong is the new skinny. Kort sagt er målet nu blevet at være sig selv i en bedre udgave med vægt på sundhed.

Anne Bech

Faste rutiner giver ro og sundhed

Uanset kropsmål, er der tit en række dårlige vaner, der står i vejen i en presset hverdag. Anne Bechs råd til at ændre på dårlige vaner er at give sig selv faste rutiner for kost og søvn, nøjagtigt som man gør for et barn. ”Kost og motion er væsentligt og med det stressede liv, som mange lever, er søvn mindst lige så vigtig. Det gælder om at have faste rutiner både omkring måltider og søvn,” siger hun.

Dårlige vaner med måltiderne

”Det lyder måske mærkeligt, men mange der prøver at slanke sig ”frygter for det næste måltid”. Man vil tit lige spise lidt ekstra til hovedmåltidet, hvis man er usikker på, hvornår det næste måltid kommer. Det undgår man, hvis måltiderne ligger på faste tidspunkter. På den måde vænner man kroppen til, hvornår den får dækket sine behov og får noget at arbejde med,” forklarer Anne Bech. Bedre fordøjelse, mindre sult, mindre sukkertrang, overskud, selvtillid og højere stresstærskel hører med til gevinsterne, når kroppen får den mad og de vitaminer, den har brug for, og når den har brug for det.

Sæt realistiske mål for din sundhed

Når der skal laves livsstilsændringer, mener Anne Bech, at danske kvinder bør sætte sig realistiske mål og delmål for at bevare motivationen.”Man kan være inspireret af andre, men motivationen bor inde i dig selv. Det er kun dig selv, der kan gøre det nødvendige. Derfor skal det stadig være lystbetonet, og jeg synes generelt, at man skal flytte barren ned og huske på, at alt nytter – også en rask lille gåtur eller at vælge trappen frem for elevatoren, når man vil i bedre form og føle sig sundere,” pointerer hun. Og i en stresset og presset dagligdag kan hjemmetræning være nemt og godt, hvis der ikke lige er tid til en tur i træningscenteret.

Forfængelighed er tys-tys

”Selv om alle jo udmærket kender til det, er forfængelighed stadig lidt tabu. Jeg har altid selv haft forfængelighed og udseende som motivationsfaktor for at leve sundt, og man har det bare bedre, når man accepterer det. Og ved at arbejde med det på den helt lange bane, følger der meget andet med såsom generelt velvære og tilfredshed,” påpeger hun. Ser man sin udvikling med sundhed og forfængelighed som en livsstil, frem for blot en ændret kostplan i tre måneder, er fordelene mange. ”Når det lange sigte er på plads, kan man godt ”falde ud” en kort periode, uden at der sker noget ved det. For eksempel hvis man ikke får trænet på ferien, eller hvis man til en fest bare spiser det, der bliver serveret,” slutter Anne Bech.

Next article