Alle kan være med til, i det små og i det store, at arbejde for at opnå de 17 Verdensmål, som skal sikre en bæredygtig udvikling for kommende generationer.
Lær dine børn samarbejde og tolerance. Tal med dine venner om fattigdom og ulighed. Køb fairtrade og bæredygtige produkter. Støt virksomheder, der arbejder for ligestilling.
De 17 Verdensmål, som skal stoppe bl.a. sult, undertrykkelse og overforbrug af klodens ressourcer, er ikke kun for regeringer. Alle kan være med, både hjemme og på arbejdspladsen. Det fortæller generalsekretær i FN-forbundet, Torleif Jonasson, som til daglig arbejder for at fremme FN’s arbejde og opnåelsen af Verdensmålene i Danmark.
“Vores generation vil ikke opleve verden gå under, men det vil kommende generationer. Og selvom du måske tvivler på, at de små ting nytter, så skal man ikke forklejne den rolle, vi hver især spiller,” siger han.
Tænk over forbruget
Forbruget er et godt sted at starte, mener han.
“Hvis alle verdens borgere levede som danskerne, så skulle vi bruge 4 jordkloder. Derfor er det nødvendigt at se grundigt på vores forbrug og forholde os kritisk til, om vi har brug for en ny telefon, altid at rejse med fly eller nyt tøj hver tredje måned,” siger han.
Også små og mellemstore virksomheder kan give deres bidrag.
“Det kan være noget så enkelt som fairtrade-kaffen på arbejdspladsen, eller at ansætte medarbejdere af forskellige køn og baggrunde. Eller lade den næste firmabil være en el-bil,” siger han og peger på, at virksomhederne også kan være i dialog med kommunerne med krav om bæredygtighed og socialt ansvar, når de sender opgaver i udbud.
Danmark halter bagud
Danmark indtager en flot topposition i den årlige SDG-Index rapport, som sammenligner FN-medlemslandenes indsats for Verdensmålene. Men Torleif Jonasson er ikke så imponeret.
“Vores forudsætninger er meget bedre end f.eks. lande som Syrien eller Sudan, der kæmper med krige og ustabilitet. Vi skal ligge i toppen – på alle mål. Vi kan gøre det meget bedre, også politisk. Det har vi simpelthen pligt til,” siger han og tilføjer:
“Ud over vores ansvar som enkeltpersoner, så har vores folkevalgte på Christiansborg et ansvar for at sætte de nødvendige rammer og støtte de bæredygtige løsninger.”
FN-forbundet har bidraget til den netop offentliggjorte Spotlight-rapport, udgivet af 92-gruppen og Globalt Fokus.
“Ifølge rapporten er der flere af de konkrete mål, hvorpå vi ikke gør det godt nok,” siger Torleif Jonasson og nævner bl.a. den stigende ulighed i Danmark, hvilket modsiger mål 10: Mindre ulighed. Eller udledningen af partikler fra transportbranchen, der ligger langt over grænseværdien, hvilket er omfattet af mål 12: Ansvarligt forbrug og produktion. Og så skal vi gennemføre en klimalov, som vedrører mål 13: Klimaindsats. Det er bare få eksempler på, hvordan det politiske ambitionsniveau kan – og skal – højnes.
Verdens vigtigste dokument
Torleif Jonasson pointerer, at målene er meget ambitiøse, men det skal ikke afskrække – tværtimod:
“Aftalen om de 17 Verdensmål er den vigtigste globale aftale, vi har i øjeblikket. Den bygger direkte på den definition af bæredygtighed, der blev nedfældet af Brundtland-kommissionen i 1987, og som introducerede den helhedstænkning, Verdensmålene reflekterer ved at inkludere både økonomiske, sociale og miljømæssige aspekter.
“En bæredygtig udvikling opfylder vores nuværende behov uden at bringe fremtidige generationers behov i fare,” skrev de dengang i 1987, og det gælder stadig, siger han.